Nose Work
Nose Work (NW) er en hundesport som er i en rivende udvikling og en aktivitet, som alle hunde kan deltage i uanset alder og race. Selv hunde som kan have svært ved at omgås tæt med andre hunde har her en fordel, da træningen foregår med én hund ad gangen. Det er en super god måde at stimulere og aktivere sin hund mentalt, og så er det sjovt. NW er en sportsaktivitet, som man kan deltage ved prøver i, hvis man ønsker det. Det kan til gengæld også sagtens bruges som god næse-aktivering til din familiehund, og så er det kendt for at give hunden en masse selvtillid.
På begynderhold og fortsætterhold, da det er en individuel og flydende overgang, arbejder vi med at opbygge et solidt fundament omkring søgeadfærd på målfærten. Det vil sige, at din hund bliver gjort bekendt med alle tre målfærter – lavendel, eukalyptus og anis – fra start samtidig med, at vi gennem sjove øvelser udvikler hundens søgemønster. Når hunden arbejder sikkert, selvstændigt og med stor vedholdenhed generaliserer vi målfærterne på alle mulige spændende måder. Til sidst vil hunden finde så stor glæde i at søge efter færterne, at den sikkert vil kunne skelne færterne fra alle andre dufte i omgivelserne. Al træningen er naturligvis bygget op om udelukkende positive træningsprincipper med masser af belønning.
Når hunden er blevet god til at genkende målfærterne, og den er klar til at komme videre ud i forskellige miljøer, kan du træne videre på Nose Work Miljøholdet, som foregår på forskellige locationer hver gang. Det styrker hunden i at sætte i gang med at søge efter målfært på nye og ukendte steder. Vi ser ligeledes nærmere på eksempelvis markeringsadfærd og forskellige former for kompetenceudvikling.
Et Nose Work hold består af fem til otte gange á 75-90 minutter, hvoraf den første gang på begynderhold er teori uden hund. Teorien varer typisk ca. halvanden time. Der er maks. fem hunde på begynder- og fortsætterhold og maks. seks hunde på Nose Work Miljø.
Når du starter på et begynderforløb, modtager du en startpakke med alt, hvad du skal bruge til at træne videre på alle tre målfærter derhjemme.
Online Education – NW2
DogTech’s Online Education kommer til at rumme flere typer af online kurser i både frivillig håndtering, proprioception, nose work og dagligdags træningsaktiviteter. Kurserne forløber over seks uger, og de kan følges mere eller mindre aktivt – du bestemmer helt selv.
Hver uge frigives der i en Facebookgruppe en eller flere opgaver, som introduceres med en teoretisk baggrund der tager udgangspunkt i positive træningsmetoder. Der vil ugentligt være billede- eller videomateriale tilgængeligt, som understøtter og bidrager til din læring. Der vil midt i forløbet (uge 3) være en live session, hvor du kan stille spørgsmål til instruktøren om alt, hvad der vedrører kursets emne.
Du har som aktiv deltager mulighed for at uploade video af træningen med din egen hund. Jeg giver individuelt tilpasset feedback på netop dig og din hund. Der er ingen krav om aflevering af videomateriale for at gennemføre kurset, så du kan træne nøjagtigt det du vil, når du vil, der hvor du er. Du kan samtidig tilpasse træningen til lige præcis din hunds niveau.
I Facebookgruppen bliver et trygt miljø af medkursister, hvor du har mulighed for at se på de andres video og feedback samt stille spørgsmål, så alle kan lære af hinanden. Du er dermed også indforstået med, at din træning bliver delt med dine medkursister i gruppen. du har adgang til gruppen i seks måneder efter kursets afslutning.
Begynderhold
Hold navn | Startdato | Tilmeldinger |
NWB125 | Tirsdag 14 Jan 2025 kl. 17.30 | 5 / 5 |
Fortsætterhold
Hold navn | Startdato | Tilmeldinger |
NWF125 | Tirsdag 21 Jan 2025 kl. 19.00 | 1 / 5 |
Miljøhold
Der er desværre ingen hold at vise i øjeblikket.
Alle felter pånær de valgfrie felter skal udfyldes