Rally lydighed

Rally Lydighed er en sjov konkurrencesport, der er baseret på små lydighedsøvelser, som skal udføres på en opsat bane. På banen står en række skilte, hvorpå der på hvert skilt er en lille lydighedsøvelse. Der findes fire forskellige niveauer på konkurrenceplan. Rally bliver i forhold til almindelig lydighed bedømt meget på samarbejde og samhørighed mellem hund og fører og mindre på den perfekte position i de forskellige øvelser. Det gør det ikke nødvendigvis mindre svært at dyrke rallysporten. Til gengæld giver det en større frihed til at rose og opmuntre sin hund, mens man går på banen, og her er virkelig mulighed for at have det rigtig sjovt med sin hund.

Rally er overordnet baseret på en række af grundkompetencer, og når man har rigtig godt styr på disse, er kunsten at kunne udføre dem på bestemte tidspunkter og på bestemte steder. Jeg mener, at netop grundtræningen er den vigtigste brik i al konkurrencesport, og så behøver grundtræning absolut ikke være kedelig. Samtidig står verden nærmest åben for hund og fører, når man har sin grundtræning på plads.

RallyStart

På RallyStartholdet træner vi netop hund og førers færdigheder indenfor grundtræning med henblik på at gå rally. Det være sig kontakt, targettræning, platformtræning, forskellige belønningsstrategier, initiativ, lineføring/frit følge samt kropskontrol og selvkontrol. Alt sammen er med til at forberede hund og fører på at udføre nøjagtige øvelser med fuld kontrol og god kontakt. Vi ser samtidig på, hvordan og hvornår det er mest hensigtsmæssigt at bruge diverse verbale og non-verbale signaler i træningen.

Det som er adskiller sig en smule på RallyStartholdet er, at vi venter med at tage skiltene i brug, indtil det rent faktisk giver mening at bruge dem. Langt hen ad vejen kan man nemlig træne øvelserne sikkert, uden at blive forstyrret og forvirret af at skulle tyde et skilt samtidig med, at man træner sin hund.
Alle hunde kan deltage i RallyStart. Både uerfarne indenfor rallysporten og erfarne, som ønsker en gennemgang eller en forbedring af grundkompetencerne. Det kan også være, at du bare har lyst til at lave noget sjovt samarbejde med din hund. Grundøvelser kan bruges til ALT!

Der er desværre ingen hold at vise i øjeblikket.

Rally Begynder

På Rally Begynder vedligeholder og forbedrer vi hund og førers grundkompetencer, og vi begynder at se på skiltene. Vi øver os i at læse og forstå skiltene, og vi øver os i at møde et skilt og udføre en øvelse ved skiltene. Her vil være en del genkendelse af skilte samt fokus på førers udførelse af øvelser ved skiltene. Når man har sin grundtræning på plads, og man ønsker at forberede sig mere på konkurrencelignende forhold, er Rally Begynderholdet for jer. Her bruger vi skilte samt sekvenser af baner. Her er stadig fokus på grundkompetencer både hos hund og fører, så øvelserne bliver/forbliver sikre, og så det bliver ved med at være sjovt at gå rally for både hund og fører. 

Alle holdene forløber over seks gange og der er plads til fire til seks hunde på holdet. Tilmelding til disse hold offentliggøres løbende. Hold øje på Facebook.

Der er desværre ingen hold at vise i øjeblikket.

Alle felter pånær de valgfrie felter skal udfyldes

Jeg accepterer DogTech - Adfærd og Trænings's handelsbetingelser og persondatapolitik.